Bioanalytikere analyserer biologisk materiale. Det kan være blodprøver, vævsprøver, bakteriedyrkning, DNA, hjertekardiogrammer og scanninger, og det kan være fremstilling af for eksempel lægemidler og blodprodukter fra donorblod.

Resultaterne af undersøgelserne bliver brugt af lægerne, så de kan fastslå, hvad patienten fejler og til at holde øje med, om behandlingen virker.

Arbejdet kræver bred faglig viden og stor nøjagtighed. Du skal kunne foretage korrekte vurderinger af dine analyseresultater og betjene tekniske apparaturer.

Du skal også vide, hvorfor prøven er taget, og hvad der ligger bag analyserne. Endelig skal du være god til at samarbejde med både patienter og kolleger. Bioanalytikere laver forebyggende arbejde - også inden for forskning. For eksempel deltager bioanalytikerne i de landsdækkende screeninger for livmoderhalskræft, og på den måde er de med til at forhindre sygdomme i at bryde ud.

I forskningen arbejder de for eksempel med udvikling af nye analysemetoder.

Humanbiologi er studiet af menneskets biologi, det vil sige kroppen og dens funktioner.

Du undersøger, hvordan den menneskelige organisme fungerer under sygdom, og når den er rask, med henblik på at finde frem til effektive sygdomsbehandlinger.

På den humanbiologiske kandidatuddannelse er forskning omdrejningspunktet. Du vil få meget laboratorieteknik og metodekurser, der vil ruste dig godt til at få en forskerkarriere.

På uddannelsen lægges der stor vægt på, at den studerende opøver kritiske analytiske holdninger, forskningsrettet ræssoneren samt praktiske laboratoriefærdigheder.

Som færdig humanbiolog vil du på arbejdsmarkedet være i konkurrence med kandidater fra andre biologiske orienterede uddannelser. Fagkombinationen på Humanbiologi er imidlertid unik, og humanbiologer vil kunne kommunikere meningsfyldt med læger, kemikere, farmaceuter, molekylærbiologer mv. samt med specialister indenfor en række naturvidenskabelige basisfag.

Der er noglelunde lige mange humanbiologer ansat i offentlige og private virksomheder, og arbejdsløsheden blandt humanbiologer er minimal.

Odontologi er en forskningsbaseret professionsuddannelse, hvor du kan uddanne dig til tandlæge. Odontologi er en teoretisk og praktisk uddannelse, hvor du som studerende lærer at undersøge, forebygge og behandle sygdomme i menneskers tænder, mund, spytkirtler og kæbe.

Da kandidatuddannelsen i odontologi er en professionsuddannelse, er de kompetencer, du opnår gennem uddannelsen, forholdsvis specifikke. Som færdiguddannet cand.odont vil du have en væsentlig indsigt og forståelse for diagnostik af tænder, mundhule og kæbe, diagnostiske metoder, undersøgelse og behandling af disse områder samt forståelse og indsigt for orale sundheds- og sygdomsmønstre, landets sundhedsvæsen og forskellige befolkningsgruppers behov for tandpleje.

Odontologi afsluttes med en kandidateksamen, der giver dig titlen cand.odont. (candidatus/a odontologiae).

Nyuddannede kandidater kan ikke fungere selvstændigt som tandlæger, men skal arbejde som assistenter under selvstændige tandlægers medansvar. Arbejdet som selvstændig tandlæge kræver en autorisation, som søges hos Sundhedsstyrelsen. Den kan erhverves, efter at du har arbejdet i et år som assistent på fuldtid.

Efter kandidatuddannelsen som cand. odont. har du også mulighed for gennem en flerårig videreuddannelse at blive specialtandlæge i ortodonti (tandregulering) eller i tand-, mund- og kæbekirurgi (hospitalstandpleje).

De fleste kandidater fra odontologi søger beskæftigelse i private eller offentlige klinikker (fx kommunal tandpleje, hospitalstandklinikker, forsvarstandpleje og forsorgstandpleje). Et mindre antal kandidater finder ansættelse ved forskning og undervisning på universiteter og enkelte inden for medicinalindustrien.

farmaceut, cand.pharm., person, der har bestået bachelor- og kandidateksamen i farmaci. Farmaceutuddannelsen er en akademisk uddannelse, der er centreret om lægemidler og deres fremstilling, virkning, anvendelse m.m. Uddannelsen, der er normeret til fem år, finder i Danmark sted på School of Pharmaceutical Sciences ved Københavns Universitet eller på Syddansk Universitet.

Arbejdet foregår i samarbejde med læger, kemikere og biokemikere og myndigheder. Du skal som farmaceut have en stor viden om kemi og medicin. En farmaceut står for produktionen og kvalitetssikringen af lædemidler og har desuden til opgave at informere om og sælge produkterne.

Hvis farmaceuten er ansat på et apotek er der meget kundekontakt, og det er vigtigt at være dygtig til at rådgive om lde forskellige lægemidler og deres bivirkninger. Som farmaceut kan du finde beskæftigelse flere steder. Det kan fx være på apoteker, på sygehuse, i medicialindustrien eller som underviser og forsker på uddannelsesinstitutioner.

På kandidatuddannelsen i farmaci lærer du blandt andet om lægemiddelstoffers fysiske, kemiske og biofarmaceutiske egenskaber og deres betydning for design af lægemiddelformuleringer.

Du lærer også om de vigtigste sygdomsmekanismer med henblik på at kunne forklare, hvorledes sygdomme og sygdomskomplekser præsenterer sig på flere niveauer.

En tandlæge er en person, der er uddannet og autoriseret til at forebygge og behandle sygdomme i mundhule og tænder. En tandlæges arbejde består blandt andet i forebyggende undersøgelser af befolkningens tænder og mundhuleslimhinder med henblik på tidligt at diagnosticere sygdomme, og således forhindre større indgreb i mundhulen.

En nyuddannet tandlæge har graden cand.odont. (candidatus/candidata odontologiæ).

I Danmark er tandpleje (tandlægebesøg) gratis for børn og unge under 18 år. Til voksne ydes der tilskud via Den Offentlige Sygesikring, men i modsætning til fx lægebesøg og hospitalsindlæggelser er det ikke gratis. Alle danske tandlæger arbejder under overenskomst mellem Tandlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

De vigtigste opgaver for en tandlæge er at diagnosticere, behandle og forebygge sygdomme i såvel tænder, mundhule og kæber. Dette gøres ved at lave tandeftersyn, tandrensninger og udfylde huller. Herudover forebygges og behandles lidelser i munden, tyggemuskler og kæbeled.

Tandlægen kan også lave mindre operationer i munden, som fx at operere en visdomstand ud. En vigtig del af jobbet er forebyggelse af tandsygdomme som parodontose og caries. Det forebyggende arbejde sker især i form tandrensninger og information om gode kostvaner og god mundhygiejne.

En social- og sundhedsassistent plejer og laver aktiviteter for ældre, syge og handicappede mennesker på fx plejehjem og sygehuse.

Det betyder, at du kan tilrettelægge og udføre omsorgsopgaver og aktiverende arbejde, som kan fremme sundhed og trivsel for den enkelte. Du kan også genkende symptomer på de almindeligste sygdomme, såvel fysiske som psykiske, og tage beslutning om, hvorvidt der eventuelt skal tilkaldes en læge.

Social- og sundhedsassistenten kan også fungere som bindeled mellem hjem og sygehus, fx når de hjælper døende i eget hjem. Her vejleder de blandt andet social- og sundhedshjælperne.

Social- og sundhedsassistentens arbejde varierer, afhængigt af arbejdsstedet.

På almindelige sygehusafdelinger udfører social- og sundhedsassistenter grundlæggende sygepleje og er med til at give patienterne de bedst mulige betingelser for at blive helbredt. Arbejdet sker i et samarbejde med fx sygeplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter.

Inden for det psykiatriske område arbejder social- og sundhedsassistenterne både på hospitaler og institutioner, i bofællesskaber og i distrikts- og socialpsykiatrien.

Her består arbejdet i at skabe et trygt og udviklende plejemiljø. Assistenten støtter og rådgiver patienten, så han eller hun kan være aktiv i sin dagligdag, bruge sine ressourcer og være med til at bestemme over sin egen situation.

En lægesekretær har mange forskellige opgaver i løbet af en dag.

Det kan fx være at oprette journaler, betjene patienter i receptionen og hjælpe lægen med praktisk arbejde eller planlægge fremtidige lægebesøg for patienterne.

Som lægesekretær er det vigtigt at være systematisk, have god ordenssans og være dygtig til at kommunikere og have kontakt med mange forskellige mennesker.

En stor del af arbejdet består af telefonsamtaler med patienter og offentlige myndigheder inden for sundhedssektoren. Lægesekretærer kan både arbejde på hospitaler, på private sygehuse og i en lægepraksis. Hos den praktiserende læge har sekretæren ofte også sygeplejeopgaver i laboratoriet.

På senge- og behandlingsafdelinger fører lægesekretæren temperaturkurver og medicinkort samt udfører administrative opgaver for sygeplejersker og det øvrige personale. Nogle sekretærer tager imod lægens diktat under stuegang og ved undersøgelser osv.

Lægesekretærer i privat praksis kan være ansat hos alment praktiserende læger eller speciallæger. I privat praksis er telefonbetjening en vigtig del af arbejdet.

Sekretæren modtager patienterne og sørger for al papirarbejdet i forbindelse med konsultationerne. Der føres journaler som på sygehusene. Der skal også udfyldes henvisninger, attester og recepter samt skrives breve. Endelig fører du regnskab, bl.a. over for sygesikringen.

Paramediciner (oprindeligt benævnt ambulancebehandler med særlig kompetence og tidl. Lægeautoriseret behandler) er overbygningen på ambulancebehandleruddannelsen.

Uddannelsen startede Nordjyllands Amt i 2004 som en testordning, som senere skulle vise sig at være et tiltrængt løft i ambulancetjenesten i Danmark.

Det er regionsrådet, der fastsætter behovet for paramedicinere. De vil typisk findes i områder, der ikke dækkes af en lægeambulance. De sættes både til at køre ambulance på normal vis, samt alene i særlige akutenheder.

Paramedicinerens opgaver består af kørsel med både akutte og ikke akutte patienter, dog primært akutte. Uddannelsen er en overbygning af ambulancebehandleruddannelsen, og paramedicineren har derfor også altid ansvaret for behandlingen af patienten.

Regionerne beslutter hvor mange ambulancer, der som minimum skal bemandes med en paramediciner. Paramedicineren fungerer også som assistent for akutlægen på lægeambulancen.

Du skal have fungeret som ambulancebehandler i minimum 3 år, før du kan blive uddannet paramediciner.

En diætist er specialist indenfor diæter og kostændringer og kan hjælpe dig med at ændre på din kost.

Diætister kan vejlede alle personer med ernæringsrelaterede problemer fx overvægt, diabetes mavetarmproblemer og allergi.

En diæt skal være tilpasset dine personlige behov og ønsker, hvis den skal fungere optimalt. Du har måske prøvet alverdens slankebøger, suppekure og så videre, men du har aldrig rigtig fundet den perfekte løsning. Måske kuldsejler du altid slankekurene på tredjedagen, fordi det er her, du får den store krise.

En diætist kan hjælpe dig med at tage din livsstil op til revision. Sammen med diætisten kan du fastsætte et mål for din kostændring - for eksempel et vægttab på X antal gram/kilo pr. uge/måned. Herefter udarbejder diætisten en kostplan, der skal hjælpe dig med at nå dette mål.

En diætist kan fortælle dig, hvor meget du kan regne med at tabe om ugen, hvis du følger en given kostplan. Samtidig sørger diætisten for, at du får de vitaminer, mineraler og næringsstoffer, som du har brug for.

Diætisten kan hjælpe dig med at lokalisere faldgruberne og undgå dem.

Diætisten kan også være med til at holde dig på sporet og motivere dig når det er svært.

En ambulanceredder har enten uddannelse som ambulanceassistent, ambulancebehandler eller paramediciner.

En ambulanceredders arbejde består i en lang række, meget forskellige opgaver i forbindelse med den præhospitale behandling af tilskadekommende, samt en række opgaver ifm. med sygetransport, udrykning, assistance til lægeambulancer, o.a.

Som ambulanceredder opnår man kompetencer indenfor redningsarbejde, redning af tilskadekommende dyr og mennesker, brandslukning, man bliver i stand til at arbejde under stort pres, men stadig sikkert, kvalitetsbevidst, etisk korrekt og disciplineret.

Ambulanceredderuddannelserne er meget alsidige både i opbygningen og i de faglige kompetencer man opnår som uddannet.

Reumatologi er behandling af patienter med bevægeapparatets sygdomme, der i mange tilfælde også kan involvere andre organsystemer.

Der er tale om patienter med både akutte og kroniske sygdomme, herunder bl.a. inflammatoriske led- og bindevævssygdomme, akutte og kroniske ryglidelser, belastningsskader f.eks. ved arbejde og idræt.

Reumatologi kræver en meget bred uddannelse. Mange lidelser kan give smerter i bevægeapparatet herunder udstrålende smerter fra indre organer, medicinske sygdomme og neurologiske lidelser. Reumatologi er et af de største medicinske specialer.

Andelen af speciallæger i egen praksis i forhold til speciallæger ansat i sygehusvæsenet er den største af de medicinske specialer, bl.a. fordi en stor del af patienterne kan varetages i speciallægepraksis.

Behandling af patienter med lidelser i bevægeapparatet varetages af læger med meget forskellig uddannelse og ansættelsesforhold i sundhedsvæsenet. En meget stor del af patienter med reumatologiske problemstillinger varetages af speciallæger i almen medicin.

En stor del patienterne varetages af praktiserende speciallæger i reumatologi, af reumatologer ansat på reumatologiske afdelinger og på intern medicinske afdelinger.

På lands-landsdels niveau varetages patienter med sjældne, diagnostisk eller behandlingsmæssigt komplicerede eller ressourcetunge tilstande.

Retsmedicin, forensisk medicin, læren om naturvidenskabernes, herunder i særlig grad lægevidenskabens, anvendelse i retsvæsenets tjeneste.

Retsmedicin har et andet sigte end de fleste andre lægevidenskabelige specialer, som navnlig omfatter behandling og forebyggelse af sygdomme.

Pga. fagets nære relation til lovgivningen udøves den praktiske nationale retsmedicin vidt forskelligt i forskellige lande, helt afhængigt af forskelligheder i de nationale lovgivninger, men selve de videnskabelige undersøgelsesmetoder er naturligvis uafhængige af national lovgivning, og disse videnskabeligt funderede metoder udgør den internationale retsmedicin.

Det er formålet at bibringe de studerende kendskab til den, for udøvelse af lægegerning, relevante lovgivning med tilhørende bestemmelser, kendskab til lægens retslige stilling i samfundet, herunder specielt de legale og etiske regler for lægens tavshedspligt respektiv anmeldelsespligt samt kendskab til de mest basale og almindelige forekommende retsmedicinske opgaver, ligsyn og attestudstedelse.

Undervisningen omfatter lovgivning i forbindelse med udøvelse af lægegerning i videste forstand, medicinsk etiske problemstillinger (de forskellige lægeetiske deklarationer, tortur og torturfølger m.v.), og den egentlige retsmedicin (læren om dødstegn, dødsmåder, forskellige former for voldelig død, klinisk retsmedicin, retsmedicinske undersøgelsesmetoder m.v.).

Hovedindholdet i denne undervisning er psykiatrisk interview- og samtaleteknik, og undervisningen vil fokusere på patienters følelsesmæssige reaktioner på sygdom, invaliditet og død. I denne forbindelse drøftes psykosomatiske problemer og krisereaktioner, og man lægger særlig vægt på de opgaver, der kræver et nært samarbejde mellem psykiatere og somatikere.

Undervisningen dækker følgende emner: psykopatologi, lettere psykiatriske tilstande, retspsykiatri og børnepsykiatri.

Desuden indgår psykiatrien i faget ”den akutte patient”. Psykiatrien handler om diagnostik og behandling af psykiske symptomer og sygdomme.

Årsagsforholdene er oftest komplicerede, idet såvel biologiske som psykologiske og sociale faktorer udløser og påvirker psykiatriske tilstande, og specialet får derfor nær relation til såvel neurofag som psykologi og socialmedicin.

Et grundigt kendskab til psykiatriske problemstillinger er vigtigt for de fleste lægelige specialer, og den basale lægeuddannelse må derfor indeholde en grundig indføring i faget, såvel klinisk som teoretisk.

Sygdomme i ørerne, den ydre næse og næsehulen samt halsen (svælg og strube) ligger under det lægelige speciale øre-næse-hals-sygdomme. Læs fx om hørenedsættelse og døvhed, svimmelhed, luftrørssygdomme og bihulebetændelse.

Formålet er at bibringe den studerende den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder, således at basic doctors kan diagnosticere og behandle patienter med almindelige øre-næse-halssygdomme samt visitere sjældne lidelser til større behandlingscentre.

Emner for undervisningen er ørets, næsens, mundens og halsens sygdomme, herunder audiologi og talelidelser.

Derudover fagets specielle undersøgelses- og behandlingsmetoder som f.eks. audiologiske undersøgelsesmetoder, fiberskopi, rekonstruktionsprocedurer.

Ortopædisk kirurgi varetager forebyggelse, diagnostik og behandling af lidelser i bevægeapparatet af såvel traumatisk, som ikke traumatisk oprindelse ved hvilke operative indgreb eller bandagering er et væsentligt led.
Faget er centralt placeret i behandlingen af medfødte, traumatologiske, udviklingsbetingede, degenerative, infektiøse og neoplastiske lidelser i bevægeapparatet. Herudover spiller den ortopædkirurgiske speciallæge en central rolle ved behandling af den svært tilskadekomne patient.

Faget har i de senere år gennemgået en betydelig udvikling med dannelse af 9 fagområder:  Traumatologi, Håndkirurgi, Skulder-Albue kirurgi, Rygkirurgi, Tumorkirurgi, Fod-Ankel kirurgi, børneortopædi, Hofte- og Knæalloplastik samt Sportstraumatologi.

Ortopædisk kirurgi er det største kirurgiske speciale samt tredjestørste medicinske i Danmark med en årlig registrering af ca. 85.000 operative indgreb i landspatientregistret.

De seneste år har der været en betydelig udvikling i sygehusstrukturen med sammenlægning af sygehuse og oprettelse af større funktionsbærende enheder samtidigt med etablering af elektive klinikker. Desuden har den af Sundhedsstyrelsen gennemførte specialeplanlægning medført at komplekse og sjældne diagnoser / indgreb fremover placeres på færre kliniske enheder, for at sikre kommende patienter optimal behandling via forbedrede forhold for kvalitet, forskning, udvikling og uddannelse.

Den ortopædiske forskningsaktivitet dækker bredt fra ulykkesprofylakse over klinisk forskning til eksperimentel ortopædi. Faget har professorer i København, Odense og Århus. Dansk ortopædisk grundforskning er placeret på verdenskortet indenfor flere områder og igennem de seneste år er der etableret tværfagligt forskningssamarbejde både nationalt og internationalt.

Undervisningen tilsigter at formidle en faglig baggrund for uddannelse af basic doctors. Disse skal varetage patientsituationer med almindelige ikke akutte øjenklager samt akutte øjentilfælde i almen medicin og i hospitalssektor inkl. skadestue.

Dette omfatter anamneseoptagelse, undersøgelse, diagnostik, terapi eller visitation og profylakse. Undervisningens indhold omfatter indøvelse af færdigheder (undersøgelsesteknik uden specialapparatur, undersøgelse af synsstyrke, synsfelt, øjenstilling, øjets externe samt forreste segment og evt. øjenbaggrund).

Den studerende skal desuden lære håndtering af øjen-synsklager hos akutte og ikke akutte øjenpatienter med synsforstyrrelser eller irriteret/smertende øje, dvs. diagnostik, terapi og/eller visitation.

Undervisningen formidler ligeledes viden om og forståelse af synsklager og øjensygdomme som led i andre sygdomme, især intern medicin og neurofag.

Den samlede uddannelsesvarighed ud over den lægelige grunduddannelse og turnus er på fem år, som fordeler sig med 54 måneder på oftalmologiske afdelinger og et halvt år på en neurologisk afdeling. På de oftalmologiske afdelinger finder kursisten ansættelse som reservelæge i to år (et år i en introduktionsstilling og et år i en undervisningsstilling) samt to år som 1. reservelæge. Dokumentation for den operative uddannelse indgår i den samlede vurdering af uddannelsesforløbet.

Øjenlægen udfører også kosmetiske operationer. Hvis f.eks. øjenlågene "hænger" for meget ned over selve øjnene, kan den overskydende hud skæres væk. Dette er som regel forbeholdt privat praksis.

I klinisk biokemi skal give en introduktion i fagets systematik og en kort gennemgang af de vigtigste klinisk-biokemiske laboratorieundersøgelser.

Kursus indeholder bl.a. lektioner i almen klinisk biokemi (herunder referenceintervaller, diagnostiske strategier og bedømmelse af analyseresultater), hæmatologiske undersøgelser, væske- og elektrolytbalance, pH og blodgasser, koagulation og fibrinolyse, lipider, proteiner, enzymer, tumormarkører, hormoner, medikamentanalyser.

Klinisk farmakologi er et tværgående speciale, som omfatter rådgivning og vejledning om anvendelse af lægemidler i hele sundhedsvæsenet med henblik på at fremme en rationel, sikker og økonomisk anvendelse. Dette sker på baggrund af en klinisk, farmakologisk, epidemiologisk og sundhedsøkonomisk vurdering. Klinisk farmakologi bidrager til en hensigtsmæssig anvendelse af lægemidler for såvel den enkelte patient, større grupper af patienter og for samfundet som helhed.

Klinisk farmakologi blev i 1996 oprettet som speciale og er derfor forsat et ungt speciale under opbygning. Specialet er tværgående, idet der fokuseres på anvendelsen af lægemidler inden for alle specialer og i såvel primær- som sekundær sektor.

Der er aktuelt ikke klinisk farmakologi i alle regioner, idet specialet kun er repræsenteret i tre regioner. Dette skyldes bl.a. meget få speciallæger i kli-nisk farmakologi. Der forventes i de kommende år øget fokus på rekruttering og fastholdelse i specialet.

Klinisk farmakologi har fokus på rationel farmakoterapi dvs. anvendelse af lægemidler, som giver den største sundhedsfaglige effekt, de færreste og mindste bivirkninger og til den lavest mulige pris. Udviklingen af nye om-kostningstunge lægemidler er i vækst, hvilket øger behovet for rationel far-mokoterapi, og klinisk farmakologi indgår i afprøvning og vurdering af nye lægemidler.

Klinisk farmakologi har samarbejde med klinisk biokemi og har behov for adgang til lægemiddelanalyser. Derudover indgår klinisk farmakologi i sam-arbejde med klinisk farmaci og sygehusapoteker.

En stor del af undervisningen på medicinstudiet, specielt på Fase II, har form af praktikanttjeneste eller kliniske kurser på undervisningshospitalerne.

Undervisningen adskiller sig en del fra almindelig "skoleundervisning". Man skal gør sig klart fra starten, at man nu er studerende på et hospital. Man vil møde patienter og pårørende, der er udsat for store psykiske og fysiske belastninger. Det er vigtigt, at alle personalegruppers optræden afspejler dette forhold.

Selvom man er på afdelingen i uddannelsesøjemed, skal man naturligvis altid respektere, hvis en patient ikke ønsker at blive undersøgt/få taget blodprøver af en studerende. Langt de fleste patienter er dog meget velvilligt indstillede overfor at være med i uddannelsen af kommende læger.

På et hospital skal mange personalegrupper indgå i et samarbejde for at løse de opgaver, der dagligt stilles. Skal dette samarbejde foregå effektivt og gnidningsfrit, er det vigtigt, at man har kendskab til de andre gruppers uddannelser og ansvarsområder samt viser respekt for deres arbejde.

Den tavshedpligt, der er gældende for læger, omfatter naturligvis også lægestuderende. Man er således forpligtiget til at iagttage tavshed om alt, hvad man erfarer om patienter under dit klinikophold. Alt angående patienter er det således forbudt at omtale til uvedkommende, og dette gælder ikke alene hvad man måtte erfare om patienternes sygdom og privatliv, men også hvorvidt en given person er patient eller ej. Uvedkommende er i denne sammenhæng alle, som ikke deltager i patientens pleje og behandling.

Ens tavshedspligt ophører naturligvis ikke ved udtræden af tjenesten.

Kardiologi, læren om hjertesygdomme. Kardiologi er et lægevidenskabeligt grenspeciale (se intern medicin (grenspecialer)), der omfatter medicinske hjerte- og kredsløbssygdomme.

Specialet blev udskilt fra intern medicin i 1950'erne og fik sit eget videnskabelige selskab (Dansk Cardiologisk Selskab) i 1960. Faget udøves overvejende af læger på sygehuse, men der findes også praktiserende speciallæger, i reglen overlæger med deltidspraksis.

Mens det i begyndelsen var patienter med hjerteklapsygdomme og medfødte hjertesygdomme, der kunne tilbydes operation, lå tyngdepunktet i slutningen af 1900-t. hos patienter med hjertekransåresygdom, der tilbydes ballonudvidelsesbehandling eller bypassoperation. Pacemakerbehandling af patienter med hjerterytmeforstyrrelser er indført i 1960'erne og er siden suppleret med overbrænding af ledningsbaner inde i hjertet.

Kardiologers arbejdsområde i dag er bredt og afhænger helt af hvor man er ansat og indenfor hvilke områder man har haft særinteresse, har særspecialiseret sig.

Faget har gennemgået en rivende udvikling i takt med hjertekirurgiens udvikling, især siden midten af 1900-t. Med hjertekateterisation og ekkokardiografi er der fremkommet sikre diagnostiske procedurer som forudsætning for sikker hjertekirurgi.

Behandlingen af hjertesygdomme med digitalis og vanddrivende lægemidler blev i slutningen af 1900-t. suppleret med et væld af lægemidler, der anvendes i behandlingen af hjerteinsufficiens og hjerterytmeforstyrrelser samt til opløsning af blodpropper i hjertet (trombolyse).

Det samlede uddannelsesforløb ud over selve medicinstudiet og turnus er på 5 ½ år. To år i en såkaldt introduktionsstilling på en afdeling for intern medicin, to år i en undervisningsstilling på forskellige medicinske afdelinger, halvandet år som 1. reservelæge på en afdeling for intern medicin.

På en afdeling for intern medicin er der ofte mange forskellige typer patienter. Det er en slags fællesafdeling for sygdomme, der kan kræve medicinsk behandling. Man kan bl.a. finde patienter med lungesygdomme, hjertesygdomme og stofskiftesygdomme.

På afdelingen for intern medicin søger man først og fremmest at finde frem til, hvilken sygdom der er tale om. Kan den behandles umiddelbart, gøres dette. Eventuelt videresendes patienten til en specialafdeling (specialafdelingerne findes i de større byer).

Behandlingen er altid, hvis det overhovedet skønnes nødvendigt at behandle, medicinsk.

I de tilfælde, hvor en operation vil kunne løse patientens problemer, vil man henvise til en kirurgisk afdeling.

I nogle tilfælde vil afdelingen ikke kunne magte opgaven, enten diagnostisk eller terapeutisk. Der vil i sådanne tilfælde blive truffet aftale med patienten om overflytning til en specialafdeling.

På specialafdelingen findes særligt udstyr, og personalet vil være særligt uddannet.

Formålet er, at bibringe de studerende den viden om infektionssygdommes aktuelle epidemiologi, klinik, diagnostik og behandling, der er nødvendig for funktion som dansk læge.

Speciallægen i infektionsmedicin har efter medicin- og turnusuddannelsen brugt endnu mindst syv år på at uddanne sig: To års introduktionsuddannelse og to år i en undervisningsstilling. Har desuden været ansat som 1. reservelæge på en afdeling for infektionsmedicin gennem tre år, arbejdet på laboratorium og gennemført kurser i tropemedicin.

I undervisningen indgår bl.a. følgende emner: febrilia, virus- og tropesygdomme, sepsis, HIV/AIDS, infektionsepidemiologi og -patogenese, infektionstransmission (hygiejne og profylakse), infektionsdiagnostik og -terapi, meningitis og encephalitis, enteritis, hepatitis, septiske infektioner, endocarditis, respirationsvejsinfektioner, og tropeinfektioner.

Gynækologi ( gr. , "viden om kvinden"), inden for medicinen den specialitet som studerer sygdomme i kvindens kønsorgan, eksempeltvis livmoder , vagina og æggestokke . Gynækolog er en læge med specialistuddannelse inden for gynækologi. Gynækologi udgør sammen med obstetrik aktivitetsområdet kvindesygepleje og de fleste gynækologer er også obstetrikere.

Obstetrik (lat. ar obstetricia, af obstetrix, jordemoder) er den gren af medicinen som inkluderer det kvindelige bækkens og de kvindelige kønsorganers anatomi, graviditetens fysiologi og patologi, fødslens normale og abnorme gang, barnesengens (puerperiets) og amningens (laktationens) normale og sygelige forhold samt den obstetriske behandling og operationslæren.

Undervisningen er integreret med undervisningen i pædiatri på en række relevante områder: neonatalogi og hormonelle forstyrrelser. Den studerende skulle således været sikret et godt grundlag til de efterfølgende fire ugers ophold på de kliniske afdelinger.

På afdelingerne følger de studerende det daglige arbejde. Udover bed-side undervisning gives der undervisning i klinisk orienterede problemstillinger.

Formålet med kurset er at den studerende efter at have bestået eksamen er i stand til at varetage funktionen som reservelæge på en gynækologisk/obstetrisk afdeling.

Indholdet i undervisningen afspejler specialets mange facetter: svangerskab, fødsel og barsel, ufrivillig barnløshed, underlivsinfektioner, ufrivillig vandladning, underlivskræft, svangerskabsforebyggelse, blødningsforstyrrelser, gynækologisk kirurgi herunder bl.a. kikkertkirurgi.

Undervisningens formål i starten er at bibringe den studerende dermatologisk forståelse af de væsentligste hudsygdomme med vægt på indlæring af dermatologisk terminologi samt praktisk undervisning i dermatologiske undersøgelses- og behandlingsmetoder.

Endvidere tilsigter det kliniske kursus at bibringe den studerende en viden om seksuelt overførbare sygdomme.

Undervisning senere i kurset tager det specifikke sigte at undervise den studerende i de relevante seksuelt overførbare sygdomme med undersøgelse, diagnostik og behandling samt at undervise i de vigtigste dermatologiske lidelser med en vis vægt på systemiske sygdomme, hudmanifestationer ved intern malignitet etc.

Der undervises i følgende sygdomme: Psoriasis, svampesygdomme, bulløse sygdomme, eksemer, tumorer, behandling af hudsygdomme, bindevævssygdomme, medikamentelle exanthemer /differentialdiagnoser, infektionssygdomme, venerea, HIV/AIDS.

Den kliniske undervisning består i, at de studerende bliver trænet i undersøgelse og diagnostik af de forskellige dermatologiske sygdomme samt behandling af disse.

Eksamensklinikkerne omfatter journaloptagelse samt teoretisk gennemgang af de hyppigste dermatologiske lidelser.

Specialet arbejds- og miljømedicin er orienteret mod sygdommes årsager og forebyggelse.

Hovedvægten ligger på det arbejdsmedicinske område, men omfatter tillige klinisk miljømedicin (boliger, institutioner samt ydre miljø). I specialet beskæftiger man sig med vurdering af sammenhænge mellem udefra kommende miljøpåvirkninger og sundhedstilstanden hos individer og grupper i befolkningen.

Det primære i specialet er eksponerings- og årsagsvurderingen, som gennemføres ved integreret anvendelse af lægefaglig, toksikologisk, teknisk hygiejnisk, epidemiologisk og samfundsvidenskabelig viden.

Specialet indeholder således både en klinisk komponent med vægt på eksponerings- og årsagsvurdering og en samfundsmedicinsk forebyggelsesorienteret komponent. Et væsentligt udgangspunkt for de forebyggende aktiviteter findes i den epidemiologiske forskning, som er højt prioriteret i specialet.

Herved medvirker speciallægen til at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Arbejds- og miljømedicinerens arbejdsområder er klinisk patientudredning, herunder eksponerings- og årsagsvurdering, forskning og udvikling, samt undervisning og anden formidling.

Den almen medicinske speciallægeuddannelse tager 5 år og består af 2 ½ års ansættelse i almen praksis, inklusive en 6 måneders introstilling, og 2 ½ år på sygehusafdelinger. Internationale undersøgelser viser, at sundhedssystemer med et højt almenmedicinsk uddannelsesniveau og en velfungerende primærsektor er de mest behandlingseffektive. Nyuddannede danske almen medicinere er formentlig blandt de bedst kvalificerede i verden, og almen praksis har en central og påskønnet plads i det danske sundhedsvæsen.

Almen praksis varetager det første møde med patienten. Den langt overvejende del af henvendelserne løses i almen praksis. Et stort og stigende antal patienter med kroniske lidelser følges og behandles i almen praksis, og man indgår i tværfaglige sammenhænge som fx ved ”shared care” og terminale forløb. I almen praksis møder man også patienter med problemer i grænselandet mellem sygdom, sociale og psykiske problemer, og en almen mediciner skal være indstillet på at kunne give professionel støtte og empati til patienter i kriser. Begreber som motivation, personlige ressourcer, compliance, sociale netværk og respekt for den personlige autonomi er dele af det daglige arbejde. Vagtarbejde er også en del af almen medicin, den gennemsnitlige vagtbelastning målt i tid er dog relativ beskeden. Almen medicin har eget videnskabeligt selskab, der udgiver kliniske vejledninger og fremmer den faglige standard, vidensdannelse og undervisning.

Hvis du er til selvstændigt ansvar, stort fagligt overblik og afvekslende arbejde blandt patienter du kender, børn såvel som voksne, er almen medicin måske noget for dig. Det kræver du er faglig indsigtsfuld, har gode kommunikative og samarbejdsevner og kan rumme en lægefaglighed, der indeholder både konkret medicinsk viden og vilje/evne til omsorg og empati.

Fagets formål er at træne de studerendes evne til syntese af den viden, de har indhentet i de øvrige kliniske og klinisk-teoretiske discipliner i studiets forløb. Dette centreres omkring akutte patientsituationer i/uden for hospitalet.

Undervisningens indhold kan ifølge sagens natur kun i beskedent omfang bygge på patientdemonstrationer i selve undervisningssituationen. Undervisningen tager udgangspunkt i akutte patientsituationer i hospital, skadestue, almen praksis, lægevagtskørsel m.v., således at den er problemorienteret og jobsimulerende med et tilstræbt højt aktivitetsniveau blandt de studerende.

Undervisningen tager derfor udgangspunkt i korte kasuistikker, lysbilleder og videooptagelser. Emnevalget vil blandt andet omfatte: Akutte brystsmerter, synkope, kramper, den akut febrile patient, akutte socialmedicinske problemer, akut endokrinologi, det akut syge barn samt andre emner.

Bachelor- og kandidatuddannelsen i medicin er en uddannelse, hvor langt de fleste studieelementer er obligatoriske. Bacheloruddannelsen varer tre år og løber fra 1. til 6. semester.

På 1.-2. semester ligger de basale medicinske fag, f.eks. basal humanbiologi, cellebiologi og genetik.

På 3. til 5. semester ligger de integrerede organkurser om bl.a. mave, tarm og lever samt undervisning i anatomi, biokemi, fysiologi, farmakologi, og almen patologi. Der vil også være et metodisk kursus med statistik, epidemiologi og videnskabsteori. Desuden skal du på et kort praktikophold, hvor du kan opleve hospitalsverdenen indefra.

På 6. semester begynder grunduddannelsen i medicin og kirurgi, der fortsætter på kandidatuddannelsen. Du starter med en introduktion til de kliniske sygdomsenheder, herunder infektionsmedicin, lungesygdomme, endokrinologi og bevægeapparatets sygdomme.

I slutningen af bacheloruddannelsen skal du skrive en mindre bacheloropgave.

Undervisningens formål er - sammen med de nævnte parallelfag - at åbne de studerendes øjne for den medicinske forskningproces og for de usikkerheder, der knytter sig til megen medicinsk viden.

Statistiske beregninger spiller en stor rolle i den videnskabelige proces - også når det drejer sig om at omsætte forskningsresultater til praktisk handling.

Statistiske metoder har til formål at sammenfatte større eller mindre datamængder i nogle få nøgletal og konklusioner.

Faget handler derfor om fair sammenfatning, - om at undgå fejl eller overfortolke sine data, - og om, hvordan man bedst indsamler sine data, så konklusionerne kan bære.

Her kræves opmærksomhed over for de mekanismer, der kan skævvride et datasæt, og fortrolighed med begreberne tilfældighed og sandsynlighed.

I kurset berøres de almindelige statistiske principper og tankesæt (sandsynlighed, signifikans, sikkerhedsområde), og de udmøntes i metoder til håndtering af enkle problemstillinger, herunder statistisk diagnose (Bayes formel), Student's t-test, overlevelsesanalyse og eksakt og tilnærmet vurdering af optællingsdata, samt beregning af usikkerhed på epidemiologiske sygelighedsmål.

Målsætningen med kurset er at formidle den socialmedicinske viden, enhver læge bør have som baggrund for patientkontakten ved undersøgelse, diagnose og behandling, dels ved patientkontakt i almindelighed, og dels ved særligt socialmedicinsk belastede patientgrupper.

Den første kursusdag gives en introduktion i kursets basale teoretiske stof (sygdomsmodeller, grundholdning, erhvervsfunktion, sygdomsepidemiologi m.m.). De følgende dage gives der klinisk undervisning i praktisk socialmedicinsk arbejde.

En del af denne undervisning foregår på socialcentre, ældreinstitutioner m.m. På kurset afholdes der 2 ekskursioner til forskellige sociale institutioner, f.eks. et børne- eller ungdomsrådgivningscenter, en revalideringsinstitution.

Desuden er der afsat tid til feltarbejde i mindre grupper med udgangspunkt i socialmedicinske forhold i lokalsamfundet.

På kursets sidste dag fremlægges rapporter fra feltarbejdet, der gives forelæsninger i lokalsamfundsarbejde, forebyggende- og sundhedsfremmende arbejde, og kurset afrundes og evalueres.

Formålet med kurset er at give de medicinske studenter indsigt og viden om patologisk anatomi, et fag som på morfologisk grundlag udforsker de sygelige processer i celler og væv.

Den almene patologiske anatomi beskriver de generelle sygdomsprocesser, der danner grundlaget for den specielle patologiske anatomi, hvor sygdomsprocesser i de enkelte organer beskrives detaljeret.

Faget er et visuelt fag, der bygger på makroskopisk, mikroskopisk og elektronmikroskopisk påvisning af vævsforandringer til støtte for klinikerne ved den endelige diagnosticering af sygdomme og dermed valg af behandling.

Immunologi; læren om menneskers og dyrs forsvar mod biosfærens mikroflora, dvs. læren om immunsystemet, dets opbygning og funktion. Immunsystemet indgår i en række processer, der er afgørende for organismens beskyttelse mod infektioner, fx med virus, bakterier og svampe, samt nogle kræftformer.

Det er involveret ved alle former for betændelse (inflammation), inklusive de mange former, der ikke udløses af mikroorganismer, men fx af fysiske traumer. Immunsystemet er desuden ansvarligt for afstødning af transplanterede organer.

Forstyrrelser i immunsystemet er det direkte grundlag for allergi og autoimmunitet, dvs. organismens beskadigelse af sine egne celler, og for mange sygdomme, fx bindevævssygdomme. Behandlinger, der sigter på at ændre immunsystemets funktioner (immunterapi), har derfor stor praktisk betydning.

Klinisk immunologi er et laboratoriespeciale, der beskæftiger sig med transfusionsmedicin, transplantationsimmunologi og immunologisk diagnostik samt koagulation.

Specialet varetager tapning af bloddonorer, fremstilling af blodkomponenter og udfører blodtypeserologiske og immunologiske undersøgelser i forbindelse hermed, samt yder lægefaglig rådgivning vedr. transfusionsbehandling.

Vævstypebestemmelse og andre immunologiske undersøgelser i forbindelse med transplantationer samt udredning af immundefekter og autoimmune sygdomme er ligeledes omfattet.

Medicinsk fysiologi er et opsamlende fag, der beskæftiger sig med organfunktioner og samspil mellem organfunktioner og repræsenterer i en vis forstand anatomiens funktionelle partner.

Fysiologi danner et naturligt bindeled mellem studiets Fase I og II og giver forudsætningerne for forståelsen af sygdomsmekanismer.

Der undervises i nervesystemets og sansernes fysiologi (neurofysiologi), kredsløbets fysiologi, respirationsfysiologi, mave-tarmkanalens fysiologi, stoftransport i epiteler, stofskifte og temperaturregulering, samt i væske- og saltbalance, endokrinologi (hormonfysiologi) og reproduktionsfysiologi.

Undervisningen i fysiologi søges koordineret med anatomi og biokemi, således at beslægtede emner - f.eks. et organs struktur (anatomi), kemiske sammensætning og processer (biokemi) og funktion og regulationsmekanismer (fysiologi) - gennemgås parallelt indenfor samme periode.

Fysiologi indgår desuden i medicinsk fysik , der er en væsentlig forudsætning for undervisningen i medicinsk fysiologi. Undervisning i faget indgår ligeledes koordineret klinisk undervisning og basal sexologi.

farmakologi; læren om lægemidler. Farmakologi omfatter alt, hvad der vedrører lægemidlers oprindelse, fremstilling, forhandling, fysisk-kemiske og biologiske egenskaber, herunder påvirkning af sygdomsprocesser hos dyr og mennesker. Fremstilling og forhandling henregnes almindeligvis til farmacien, således at farmakologien i snævrere forstand omfatter undersøgelser over lægemidlers anvendelse i sygdomsbehandlingen (farmakoterapi).

Formålet er, at den studerende skal opnå en sådan indsigt, at han i sit senere virke som læge vil kunne anvende farmakoterapi på optimal og forsvarlig måde.

Undervisningen skal bibringe den studerende forståelse af lægemidlers virkningsmekanismer, deres skæbne i organismen samt de vigtigste farmakokinetiske principper. Den studerende skal udfra kendskab til de vigtigste terapeutiske hovedgrupper samt respektive lægemidler herfra kunne anlægge en rationel farmakoterapeutisk strategi.

Desuden skal den studerende opnå kendskab til almene toksikologiske mekanismer herunder opsporing, forebyggelse og behandling af visse former for forgiftning.

Undervisningen omfatter bl.a. følgende emner: Farmakokinetik, anæstetika, analgetika, psykofarmaka, diuretika, hjerteglykosider, vasodilatorer, kemoterapi og antibiotika, antiinflammatoriske stoffer, det endokrine systems farmakologi, det autonome nervesystems farmakologi, lægemiddelbivirkninger, lægemiddelinteraktioner, almen toksikologi og visse områder af den specielle toksikologi.

Epidemiologi, forskningsdisciplin, der omfatter undersøgelser af forekomst og fordeling af sygdomme samt andre helbredsforhold i befolkningen.

I den beskrivende epidemiologi undersøges hyppigheden af sygdomme over tid eller på et givet tidspunkt.

I den analytiske epidemiologi studeres forhold, der har indflydelse på fordeling af sygdomsforekomst i befolkningen, såkaldte eksponeringer (påvirkninger).

Epidemiologi er således en forskningsdisciplin, der omfatter befolkningsgrupper og ikke enkeltindivider. Den er den vigtigste i den forebyggende medicin, og dens metoder anvendes hyppigt i den kliniske forskning. Disciplinen har tæt slægtskab med demografien, biostatistikken og visse dele af den medicinske sociologi.

Formålet med kurset er at sætte den studerende i stand til at forstå og anvende de væsentligste epidemiologiske begreber og metoder ved beskrivelse af sygdomsforekomst, vurdering af sygdomsforløb, analyse af sygdomsårsager og forebyggelse af sygdom samt analyse af sundhedsvæsenets aktiviteter.

Undervisningen i epidemiologi omfatter indføring i de epidemiologiske grundbegreber samt i tilrettelæggelse, analyse og tolkning af epidemiologiske undersøgelser.

Undervisningen er koordineret med undervisningen i statistik og medicinsk sociologi.

Levende organismer er sammensat af celler. Alle celler afgrænser sig mod omverdenen med en membran, plasmamembranen. En samling af forskellige celletyper, der udgør en funktionel enhed, fx hud eller muskler, benævnes et væv.

Formålet med den mikroskopiske anatomiundervisning er at give de studerende kendskab til den lys- og elektronmikroskopiske opbygning af normale celler, væv og organsystemer samt at sammenholde morfologien med molekylære og cellulære processer.

Kendskab til organer, væv og cellers normale strukturelle opbygning danner grundlag for forståelse af sygelige celle- og vævsprocesser.

Grundlæggende teori i cellens opbygning og funktion. Primærceller, cellelinier og stamceller. Teoretisk undervisning i celledyrkning: Steril teknik, medier, antibiotika, infektion af cellekulturer, passage af celler og fryse/tø procedurer. Transfektion af celler og oprensning af DNA/RNA. Fiksering og farvning af celler. Selektion af celler ved flowcytometri. Anvendelsesmuligheder til bla. diagnostik og forskning.

I Danmark og Norge benyttedes hospital i gamle dage kun om lemmestiftelser, senere derimod kun om sygehuse med undtagelse af, at nogle gamle lemmestiftelser, som Vartov Hospital og Slagelse Hospital, beholdt det gamle navn. Mens der i oldtiden i Europa næppe fandtes noget, der kan kaldes hospital før kristendommens sejr, opstod hospitaler derefter under kirkens tilsyn, da al fattigpleje kom under denne.

Biskop Basilios oprettede 370 e. Kr, et stort hospital i Cæsarea med særskilt sygehusbygning, og omtrent på samme tid byggedes også et i Konstantinopel, hvor kejser Alexios 1090 endvidere oprettede det enorme Orfanotrofeion bestemt for 10.000 trængende og syge af enhver Art. I Rom fandtes allerede i 9. århundrede over 20 hospitaler, og Innocens III omdannede 1204 det fra 8. århundrede stammende San Spirito og indrettede det til 1300 Senge. Hotel Dieu i Paris stammer fra 7. århundrede, hospitaler i Angers og Chartres fra 1153. St Bartholemews Hospital i London er fra 1102.

Da spedalskheden ved korstogene fik stor udbredelse i Europa, oprettedes talrige Sankt Jørgensgårde, der var lemmestiftelser og isolationshuse for de spedalske, men næppe kunne kaldes sygehuse. 1225 var der henved 2.000 spedalskhedsasyler. i Frankrig, i Danmark og Norge oprettedes de første på Absalon's tid. Dernæst bevirkede dels de hyppige pestepidemier, dels krigene, at der måtte i alt fald temporært oprettes egentlige sygehuse.

Det danske sundhedsvæsen tog sin begyndelse i 1700-tallet, da det blev almindeligt, at godserne opførte hospitaler med 2, 3 eller 4 værelser til indkvartering af såvel syge som gamle og sindslidende. Disse hospitaler kunne være solidt byggede stenhuse

En læge er en person, der har bestået afsluttende eksamen i medicin (cand.med.) ved et godkendt lægevidenskabeligt fakultet på et universitet, og som har aflagt lægeløftet. Langt de fleste danske læger er organiseret i Lægeforeningen.

Du skal rådgive patienten om behandlingen og give oplysninger om brug og dosering af medicin, risici m.v. De fleste lægevidenskabelige kandidater arbejder som hospitalslæger eller praktiserende læger. De gennemgår alle den kliniske basisuddannelse (tidligere hed den turnusuddannelsen), som er tilrettelagt og koordineret af Sundhedsstyrelsen.

I behandlingsarbejdet samarbejder lægen ofte med andet personale som fx sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, socialrådgivere og psykologer.

De læger, der er uden speciale eller i gang med at uddanne sig, kaldes reservelæger. De undersøger patienter, stiller diagnoser, behandler sygdomme og deltager i det daglige arbejde på hospitaler, sygehuse, ambulatorier mv.

Som kandidat i lægevidenskab kan man også søge mere administrative stillinger i sundhedssektoren eller arbejde med undervisning og forskning på fx universiteter.

Nogle læger vælger at arbejde i udlandet. Det kan fx være i forbindelse med bistandsprojekter eller katastrofehjælp.

Lægeuddannelsen i Danmark er en statslig uddannelse i human lægevidenskab, der giver ret til at virke som læge. En person, der er i gang med en sådan uddannelse, kaldes lægestuderende eller medicinstuderende (stud.med.), og en person, der har fuldført uddannelsen, erhverver sig derved graden cand.med.

Studiet til læge varer 6 år (tidligere 6½ år) og kan læses på Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet. Man har ret til SU alle 6 år.

Undervisningen inddeles groft betragtet i en præklinisk og en klinisk del. Den prækliniske del ligger først på studiet og gennemgår bl.a. det raske menneskes anatomi og fysiologi. Senere ligger den kliniske del, hvor sygdomsgrupper, deres diagnostik og behandling gennemgås. Der undervises endvidere i en række andre relevante samfunds- og adfærdsfag som statistik, epidemiologi, socialmedicin, psykologi og parakliniske fag som farmakologi, klinisk kemi, mikrobiologi og radiologi.

Studieordningerne er ret forskellige i de tre studiebyer. Man modtager teoretisk undervisning ved forelæsninger, holdtimer og færdighedskurser. Klinikophold, som er praktik på forskellige sygehusafdelinger, er en vigtig del af lægefaget. Eksaminer er både skriftlige og mundtlige.

Efter 6 år på universitetet og aflæggelse af lægeløftet må man kalde sig læge. Den postgraduate uddannelse begynder lige efter studiet med den kliniske basisuddannelse (KBU), som pt. udgøres af to ophold af 6 måneders varighed (12 måneder i alt). Den kliniske basisuddannelse indeholder ophold på to af følgende: en medicinsk afdeling, en kirurgisk afdeling, en psykiatrisk afdeling samt en almen praksis. Man modtager løn under den kliniske basisuddannelse. I løbet af de 12 måneder er der 9 dages obligatoriske kurser i kommunikation, læring og akut behandling og ambulancetransport.

Mange sygdomme kræver en undersøgelse af de indre organer - det kan gælde alt fra brækkede knogler til kræftsygdomme.

For at lægerne kan fastslå den endelige diagnose, kan det være nødvendigt at røntgenfotografere, og her kommer radiografen ind. På uddannelsen lærer du at betjene ultralydsscannere, CT-scannere og MR-scannere mv., og du lærer at have med syge mennesker at gøre.

Radiografuddannelsen varer 3½ år og er opdelt i semestre og moduler. Et semester består af to moduler og varer 18-24 uger. Undervisningen veksler mellem teoretisk undervisning og praktisk/klinisk undervisning.

Den praktiske/kliniske undervisning foregår på en billeddiagnostisk afdeling på et hospital eller en klinik.

Undervisningen veksler mellem holdundervisning, gruppearbejde, projektarbejde og afprøvning i praksis. Du modtager undervisning i en række fag, der giver dig den nødvendige teoretiske baggrund for at kunne udføre den praktiske del af jobbet. I Aalborg er undervisningen tilrettelagt som en blanding af undervisning på skolen og internetbaseret undervisning.

Uddannelsen giver adgang til titlen professionsbachelor i radiografi. Den engelske betegnelse er Bachelor of Radiography.

En jordemoder er i tæt kontakt med den gravide kvinde fra graviditeten bliver konstateret og til efter, at barnet er blevet født. Det betyder, at du på uddannelsen både lærer at håndtere en fødsel, men i høj grad også at undersøge, rådgive og vejlede undervejs i hele forløbet.

Uddannelsen varer 3½ år og er opdelt i semestre og moduler. Et semester varer 18-24 uger og indeholder to moduler. Undervisningen veksler mellem teoretisk undervisning og klinisk undervisning.

Den kliniske undervisning foregår på hospitalernes svangre-, føde- og barselsafdelinger, i jordemodercentre samt på gynækologiske afdelinger. Du kan her indgå i vagter alle ugens dage og på alle tider af døgnet.

I den kliniske undervisning bliver der i relation til den jordemoderfaglige ekspertise fokuseret på de menneskelige oplevelser og handlinger, der foregår mellem den fødende, de pårørende og jordemoderen.

Undervisningen veksler mellem forelæsninger, problemorienteret undervisning, projektarbejde, tværfaglig undervisning samt vejledning og supervision. Der er også en del selvstudier.

Uddannelsen giver adgang til titlen professionsbachelor i jordemoderkundskab. Den engelske betegnelse er Bachelor Degree in Midwifery.

Fysioterapi er en sundhedsfaglig profession. Fysioterapi omfatter viden om menneskets krop, bevægelser og funktioner.

I Fysioterapi arbejdes med at opbygge kroppens hensigtsmæssige bevægelser. Kroppens funktion skaber således forudsætning for, at vi både i arbejds- og fritidslivet kan få opfyldt vore ønsker og behov.

Denne viden bruges til at arbejde forbyggende og sundheds-fremmende i forbindelse med behandling og rehabilitering.

Fysioterapi bygger på teoretisk viden, erfaring og praktiske færdigheder indenfor undersøgelse, analyse og vurdering af menneskets funktioner og bevægelser.

Fysioterapien arbejder med afsæt i, at hvert menneske er unikt og har forskellige behov og ressourcer mhp evne til at udføre funktioner og bevægelse.

Fysioterapi på sygehuset bygger på, at anvendelse af pædagogiske læringsprocesser er afgørende for, at vi kan forstå, lære eller genindlære bevægelser og funktioner, der er tabte som følge af sygdom.

Behandlingen målsættes ud fra patientens interesser og ønsker og vil tage udgangspunkt i patientens deltagelse i samfundslivet.

Behandlingen anvendes og evalueres ud fra faglige og pædagogiske behandlingsmetoder, som er mest effektive i forhold til patientens bevægelsesmæssige problemer og motivation.

Ergoterapi er en sundhedsfaglig profession. Formålet med ergoterapi er at træne patienten til at klare dagligdagen i hjemmet, på arbejdet, på uddannelses-institutioner, med mindst mulig hjælp og størst mulig livskvalitet.

I Ergoterapi indgår menneskets aktiviteter både som middel og mål i behandlingen. Denne viden om menneskets aktiviteter bruges også til at arbejde forbyggende og sundhedsfremmende i forbindelse med behandling og rehabilitering.

Ergoterapi bygger på teoretisk viden, erfaring og praktiske færdigheder indenfor undersøgelse, analyse og vurdering af menneskets fysiske og kognitive funktioner.

Ergoterapi arbejder ud fra at mennesker er unikke individer med individuelle forudsætninger, ønsker og drømme. Aktiviteter varierer fra menneske til menneske og livet igennem, men vi har alle behov for at være i aktivitet. Meningsfulde aktiviteter udvikler os, giver selvtillid og livsglæde igennem påvirkning fra vore omgivelser og igennem kontakt med andre mennesker.

Kerneydelsen i ergoterapi er patientens mulighed for aktivitet, mulighed for deltagelse i aktiviteten og patientens mulighed for at tilpasse sin funktion til omgivelserne.

Ergoterapi retter sig derfor mod patientens aktivitetsproblemer. Hverdagens aktiviteter bruges som træningsterapeutisk redskab, og behandlingen stiler mod at forbedre aktivitetsniveauet.

Formålet med kurset er at give de studerende indsigt i den videnskabsteoretiske baggrund for lægevidenskaben bredt set, både den basale naturvidenskabelige forskning og for den kliniske og samfundsmedicinske forskning. Herudover omfatter kurset områderne medicinsk filosofi og etik.

Af behandlede emner kan nævnes: moralfilosofi, etisk argumentation, den medicinske etiks grundbegreber, naturvidenskabelig tænkning og argumentation, sygdomsbegreber, sygdomsårsager, sygdomsklassifikation samt naturalistiske versus ikke-naturalistiske menneskeopfattelser.

Iøvrigt lægges i undervisning vægten på klinisk betonede emner, især klinisk metodelære, forskningsmetodologi og etik.

Af andre emner kan nævnes: grundlaget for kliniske beslutninger, patientundersøgelse og pålideligheden af kliniske data, grundlaget for diagnosebeslutningen, grundlaget for behandlingsbeslutningen, klinisk etik, forskningsetik, patientforståelse (hermeneutik), kvantitative og kvalitative forskningsmetoder samt planlægning af videnskabelige undersøgelser.

Biofysik, (af bio- og fysik), det videnskabelige studium af biologiske systemers fysiske egenskaber; integration af biologiske og fysisk-kemiske discipliner.

Man undersøger bl.a. de fysiske egenskaber hos cellens molekyler (molekylær biofysik); makromolekylers krystalstruktur; iontransport over biologiske membraner; disses elasticitet, diffusion og osmose; cellesaftens sejhed og gellignende karakter; vævs isolerende egenskaber; gnidningsmodstand i blodårer; varmeproduktion og stofskiftets termodynamik; omdannelse af kemisk energi til bevægelsesenergi i musklerne; biomagnetisme.

Også biomekanik, fx studiet af mekaniske belastninger af menneskets bevægelsesapparat, er en del af biofysikken. Ved nogle universiteter, fx i København, er der uddannelser i biofysik.

Moderne biologisk fysik eller biofysik er en blanding af fysik på nano-skala, komplekse systemers fysik og kvantitativ biologi. Forståelsen af liv og livsprocesser er et central grundvidenskabeligt mål og også en metode til at udvikle nye redskaber til sygdomsbekæmpelse.

Ved at følge kompetenceprofilen biofysik opnår kandidaten en forståelse for en fysisk beskrivelse af livets molekylære byggestene samt lærer at opstille testbare matematisk-fysiske modeller for, hvorledes enkeltdele spiller sammen og danner funktionelle feedback systemer.

Desuden vil kandidaten udvikle en solid faglig ballast i grænseområdet mellem fysik og molekylær biologien og opnå indsigt både i de nyeste biofysiske og molekylær biologiske eksperimentelle teknikker, dette inkluderer fx enkeltmolekyle-teknikker og super-opløsnings-mikroskopi.

Kemi; videnskaben om stoffernes indre opbygning og de deraf betingede egenskaber samt om de stofforandringer, som kan blive følgen af ændrede ydre betingelser, fx kontakt med andre stoffer eller ændret tryk og temperatur.

Faget handler om den del af kemien, der er relevant for biologiske systemer og danner derved et naturvidenskabeligt grundlag for mange af studiets øvrige fag såsom cellebiologi, biokemi, biofysik, fysiologi, farmakologi og klinisk biokemi.

Undervisningen omfatter:
• Almen kemi: Grundbegreber og støkiometri, uorganisk kemi, massevirkningslov, protolytiske ligevægte, bio-energetik, elektrokemi, kinetik.
• Organisk kemi: Struktur og kemisk binding, nomenklatur, egenskaber, reaktioner af stamkerner og grupper og basal naturstofkemi.

Ved eksaminatorierne tages emnerne først op til diskussion og illustreres derefter ved hjælp af regneeksempler. Øvelserne giver de studerende mulighed for at arbejde i et laboratorium, lære nogle eksperimentelle færdigheder, iagttage nogle kemiske fænomener og få fagets emner og teorier illustreret og konkretiseret.

En tavlecomputer (eng. tablet-computer, eller blot tablet) er en lille computer i form af en trykfølsom skærm, der bruger en digital pen eller blot ens finger, som det primære inputredskab, i stedet for et tastatur eller en mus, der som regel ikke er inkluderet.

Navnet kommer af dens udformning, der minder om en en tavle, og giver et mere naturligt brugerinterface, når den trykfølsomme skærm er integreret med selve skærmen, hvilket er normalt for en tablet.

Til forskel fra bærbare computere, bruger tavlecomputere ikke altid et eksternt tastatur, hvorfor der i sådanne tilfælde er et indbygget, virtuelt tastatur på selve skærmen.

I 2010 udgav Apple Inc. deres iPad-tavlecomputer, hvilket gav ny popularitet til tavlecomputer-markedet, der spås at ville sælge omkring 19.5 millioner tablets i 2010.

Android er et Linuxbaseret styresystem til PDA'er, mobiltelefoner og tavlecomputere. Det udvikles af Open Handset Alliance der ledes af Google.

Google opkøbte i 2005 selskabet Android Inc. som oprindeligt havde udviklet Android.

Fra november 2007 blev Android en åben platform, og der blev samtidig dannet gruppen Open Handset Alliance, som består af 80 hardware-, software- og telekommunikationsfirmaer, der er gået sammen for at udvikle åbne standarder inden for f.eks. mobiltelefoner.

Hele alliancen arbejder sammen for at forbedre og udvikle The Android Open Source Projekt (AOSP).

Android består af et mobil-operativsystem (OS) baseret på Linuxkernen med middleware og essentielle applikationer (apps). Selve udviklingen af Android består af et kæmpe netværk af udviklere, som udvikler apps til Android-enheder.

På nuværende tidspunkt er der mere end 1,000,000 apps i Google Play, og antallet af apps er i kraftig vækst.

Android blev i 2010 kåret som den bedst sælgende smartphone-platform i verden af Canalys, hvor HTC er det firma, der har solgt flest telefoner med Android.

En sygeplejerske har både et ansvarsfuldt og alsidigt job.

Der er ikke to dage, der er ens. En dag kan byde på fødsel og euforisk glæde, mens den næste dag måske indeholder død og sorg.

Helt konkret er der et selvstændigt ansvar for at pleje af patienten. På et sygehus indgår sygeplejersken i et tværfagligt team med læge, fysioterapeut, bioanalytikere med flere. Det er sygeplejersken, der koordinerer den samlede behandling af patienten.

En vigtig del af arbejdet er kommunikation. I løbet af en dag er der kontakt med mange forskellige mennesker med forskellige baggrunde.
Jobmæssigt er der et hav af muligheder. Du kan for eksempel arbejde som sygeplejerske på en hjerteafdeling, på en intensiv afdeling eller på en psykiatrisk afdeling.

Eller du kan vælge hjemmeplejen, sundhedsplejen eller job i det private som medicinalkonsulent eller konsulent i Bedriftssundhedstjenesten.

Derudover er der gode muligheder for at arbejde i udlandet. Det kan for eksempel være for internationale hjælpeorganisationer rundt omkring i verdens brændpunkter.

Og endelig kan man med videreuddannelse gå efter lederjobs, undervisning og forskning.

pædiatri, (af gr. pais 'barn, dreng', gen. paidos, og iatreia 'helbredelse'), lægeligt speciale, som beskæftiger sig med børnesygdomme.

Den studerende skal på kurset lære pædiatrien på et niveau, der sætter den studerende i stand til at begynde i en introduktionsstilling med henblik på pædiatri eller i en blokansættelse med henblik på almen medicin.

Efter endt kursus forventes den studerende at kunne:
• Have tilstrækkelig rutine til pålideligt og i et rimeligt tempo at kunne indsamle og fortolke kliniske oplysninger om syge børn og på baggrund af disse foretage en primær vurdering og rapportere dette effektivt
• Skabe kontakt til børn i alle aldre
• Optage en alderstilpasset anamnese
• Gennemføre en alderstilpasset klinisk undersøgelse
• Tilpasse anamneseoptagelse og klinisk undersøgelse til problemstillingen
• Vurdere et barn med hensyn til bevidsthed, befindende, herunder smerter eller angst, kredsløb, respiration, hydrering, ernæring, vækst, psykomotorisk udvikling og kønsudvikling
• Identificere det akut eller kronisk syge barn
• Redegøre for almindeligt forekommende sygdomsproblemer hos børn og deres diagnostik og behandling
• Redegøre for primær diagnose og behandling af svær akut sygdom hos børn
• Diskutere og rådgive om børns medicinske, psykosociale og udviklingsmæssige problemer
• Beskrive børneafdelingers arbejdsområde og arbejdsformer

Mikrobiologi, biologisk fagdisciplin, som omhandler studiet af bakterier, virus og andre grupper af mikroorganismer.

Mikrobiologien beskæftiger sig med mikroorganismernes mange funktioner; således er deres rolle i naturens kredsløb blevet udforsket og udnyttes både i jorddyrkning og forureningsbekæmpelse.

Mikroorganismer har siden oldtiden fundet anvendelse i produktionen af flere forskellige typer af fødevarer, fx til hævning af brød, gæring af alkoholiske drikke og syrning af mælkeprodukter, men modsat er mikroorganismer også de største modstandere under bestræbelserne på at øge fødevarers holdbarhed eller hindre forgiftninger som fx botulisme eller Salmonella-infektioner

Industrielt anvendes mikroorganismer bl.a. til produktion af antibiotika og andre lægemidler samt enzymer og kemikalier. Med introduktionen af gensplejsning er der opstået en helt ny form for biologisk produktion af kemiske forbindelser, fortrinsvis lægemidler. Mikroorganismer forsøges i enkelte lande desuden udviklet som biologiske våben.

radiologi, (af lat. radius 'stråle' og -logi), indtil midten af 1960'erne læren om al medicinsk anvendelse af ioniserende stråling, herunder røntgenundersøgelse, strålebehandling og nuklearmedicin, siden udelukkende om det lægevidenskabelige fagområde, der beskæftiger sig med medicinsk billeddiagnostik vha. røntgenundersøgelse, ultralydundersøgelse og MR-undersøgelse (diagnostisk radiologi) og med behandlingsmæssige indgreb under direkte vejledning af disse undersøgelsesmetoder (interventionel radiologi).

De første røntgenundersøgelser i Danmark udførtes på Københavns Kommunehospital i marts 1896, mindre end tre måneder efter W.C. Röntgens epokegørende opdagelse af røntgenstrålerne.

De første danske speciallægeanerkendelser i radiologi udstedtes i 1918, og den videnskabelige forening (Dansk Radiologisk Selskab) stiftedes i 1921, samme år som det fællesnordiske videnskabelige tidsskrift (Acta Radiologica) blev grundlagt. Et docentur i radiologi ved Københavns Universitet oprettedes i 1930, og det første ordinære professorat i 1936. Fra 1980'erne har der været lærestole i radiologi ved universiteterne i København, Odense og Århus.

Omkring år 2000 foretages de fleste former for røntgen- og ultralydundersøgelser samt simple ultralydvejledede behandlingsindgreb ved næsten alle landets sygehuse.

En vis opdeling har dog fundet sted, således at radiologiske undersøgelser og behandlinger ved sygdomme i hjerte og blodkar fortrinsvis udføres ved universitetssygehusene, ligesom MR-undersøgelser og mange procedurer inden for neuroradiologi er koncentreret til røntgenafdelingerne ved universitetssygehuse og større centralsygehuse.

Formålet er i sammenhæng med fysiologi, patofysiologi og anatomi at give teoretisk kendskab til undersøgelsesmetoder, syndromer og enkeltsygdomme indenfor ortopædkirurgi, kirurgi, kirurgisk gastroenterologi, urologi, endokrin kirurgi, karkirurgi, thoraxkirurgi og plastikkirurgi.

På videnskabeligt grundlag skal der sikres en kunnen, der gør det muligt for kommende læger at diagnosticere herunder overveje differentialdiagnoser og vælge en behandling med kendskab til komplikationer forbundet hertil. Hertil kommer opøvning af klinisk sans, undersøgelsesteknik og dømmekraft.

Der undervises i sygdomme indenfor de ovennævnte kirurgiske emner. Undervisningen omfatter definitioner, synonymer, forekomst, patogenese, patofysiologi, patoanatomi, kliniske fund, diagnose, behandling, behandlingskomplikationer, kontrol, prognose, socialmedicinske problemer og profylakse.

I starten af fase II deltager den studerende i afdelingernes daglige arbejde, således at den studerende deltager i afdelingens konferencer, assisterer ved operationer, deltager i stuelægearbejdet (f.eks. anlægge venflons, give iv. medicin, tage blodprøver), deltager i stuegangen, opholder sig i skadestuen samt tilegner sig kundskaben at skrive journaler.

neurologi, (af gr. neuron 'nerve, sene' og -logi), neuromedicin, læren om nervesystemets struktur, funktion og sygdomme, dvs. de medicinske nervesygdomme.

Formålet med opholdet er at opnå erfaring i klinisk neurologisk undersøgelse af patienter, at opnå kendskab til parakliniske undersøgelser i neurokirurgien samt at få kendskab til neurokirurgiske behandlingsprincipper og metoder.

De studerende forventes at deltage i afdelingens daglige arbejdsområder, dvs. de faste konferencer, stuegang, ambulatorium omfattende såvel forambulante undersøgelser som efterambulante kontroller samt operationsgangen.

Undervisningen omfatter hjernetumorer, intrakranielle blødninger, rygkirurgi omfattende diskusprolaps og andre degenerative ryglidelser, frakturer, spinale tumorer, kranietraumer og hydrocephalus.

Formålet med undervisningen er at bibringe de studerende kendskab til de mest almindelige neurologiske sygdomme, at oplære dem i neurologisk anamnese og objektiv undersøgelse og at optræne evnen til relevant klinisk ræsonnement ud fra de indhentede data. Der lægges forholdsvis mindre vægt på de behandlingsmæssige aspekter.

I undervisningen i psykologi tilstræbes det at give en psykologisk /social forståelse af mennesket. Undervisningen danner endvidere grundlag for visse dele af psykiatriundervisningen på Fase II.

Psykologiundervisningen tager udgangspunkt i menneskets sundhed og sygdom. Hovedformålet med faget og dets placering i studiet er, at det skal give de nødvendige forudsætninger for at starte en udvikling hos den studerende med det sigte, at den studerende gennem sit studieforløb lærer at placere den menneskelige psyke i en helhedspræget relevant relation til de øvrige fags overvejende somatiske og tekniske indhold.

Dette er grundlaget for, at den studerende kan lære at forstå forholdet mellem behandler-patient og handle derefter, at føle ansvar for sine patienter og tilegne sig en humanistisk etisk holdning til sit daglige virke og sit fags udvikling.

Undervisningen i psykologi omfatter emnerne: kontakt, kommunikation, kropssprog, emotion, motivation, indlæring og hukommelse, perception, kognition, personligheds- og socialpsykologi, børns og unges udvikling, familiedynamik, kriser, psykosomatik og etik mm.

Formålet med undervisningen er at give en introduktion til læren om og anvendelse af biologisk variation hos mennesket og det genetiske grundlag herfor.

Der undervises i følgende emnegrupper: Menneskets arvemasse, monogene sygdomme og deres arvegange, kromosomsygdomme, genetisk variation, kortlægning af menneskets arvemasse, cancergenetik, multifaktorielle sygdomme, befolkningens arvemasse, forebyggelse og behandling af genetiske sygdomme.

Kurset i prænatal diagnostik og neonatologi afholdes i slutning af studiet, som et integreret undervisningsforløb mellem pædiatri, gynækologi/obstetrik og genetik. Det er hensigten, at kliniske, terapeutiske og diagnostiske forholdsregler indenfor dette område præsenteres samlet.

iPhone er flere multimedie- og internetkompatibel smartphones produceret af Apple.

Der første blev offentliggjort af Apple's administrerende direktør Steve Jobs i hovedtalen på Macworld Conference & Expo den 9. januar 2007. Den 9. juni 2008 blev en ny udgave, iPhone 3G, annonceret ved Apple Worldwide Developers Conference i San Francisco, Californien, som blev lanceret den 11. juli i 70 lande, heriblandt Danmark. iPhone 3GS blev annonceret 8. juni 2009, også til WWDC, og blev lanceret i Danmark den 31. juli. iPhone 4 blev annonceret 7. juni 2010.

iPhone 3G var den første version af iPhone, der bliver lanceret i Danmark, og Telia var den første teleoperatør, der fik muligheden for at sælge den i Danmark, mens 3 og Telenor begyndte at sælge den i 2009. Kort efter kunne iPhone 3GS fås hos alle tre selskaber.

Det er meget forskelligt og individuelt hvad vi hver især betragter som sundhed. WHO har bredt defineret sundhed som værende: ”en tilstand af fysisk, psykisk og socialt velvære, og ikke kun fravær af sygdom”.

Adskillige faktorer har indflydelse på sundheden, hvoraf nogle kan vi selv påvirke eller ændre. Det gælder især for livsstilen og levevilkårene.

Ved levevilkår forstås indkomst, beskæftigelse, erhverv, uddannelse, bolig, familiesituation, fysisk og psykisk miljø samt trafikforhold. Nogle af disse forhold kan være svære at ændre som enkeltperson, men det kan lade sig gøre f.eks. ved hjælp af uddannelse.

Uddannelse er ikke kun at sidde på skolebænken igen, men al slags viden eksempelvis i form af erfaringer, kurser, socialt samvær og debatter.

Livsstilen kan vi til dels selv bestemme, men vi påvirkes i høj grad af førnævnte levevilkår samt kultur, holdninger og de mennesker vi omgiver os med. Livsstil dækker over den holdning du har til tilværelsen, stress, fritid, alkohol, tobak, kost og motion.

Dette er faktorer du lettere kan præge end levevilkårene, men dermed ikke sagt at det er let. Lige såvel som levevilkårene har indflydelse på livsstilen, så har livsstilen også indflydelse på levevilkårene.

”Klik over” på nogle af de links, som ses her på siden - så du også kan påvirke din livsstil og levevilkår i positiv retning!

Anæstesiologi; lægevidenskabeligt speciale med fire hovedfunktioner: anæstesi, intensiv terapi, genoplivning og præhospitalsbehandling (dvs. behandling af patienter med akut sygdom inden indlæggelse på sygehus) samt smertebehandling. Anæstesiologi er først og fremmest et sygehusspeciale, men der findes speciallæger med praksis uden for sygehusvæsenet. De tager sig især af patienter med smerteproblemer, og de giver anæstesi til operationer hos fx øre- og øjenlæger og plastikkirurger.

På sygehuse er speciallægen i anæstesiologi ansvarlig for forberedelse, udførelse af og efterfølgende kontrol i forbindelse med anæstesi. Herudover ledes de intensive afdelinger og smerteklinikkerne oftest af en speciallæge (overlæge) i anæstesiologi. Anæstesiologen er også, ofte i samarbejde med en hjertelæge, ansvarlig for det tværgående genoplivningsberedskab på sygehuset og for evt. planlagt præhospitalsbehandling.

Formålet med undervisningen er at bibringe den studerende indsigt i anæstesiologi som et tværgående fag, der bl.a. varetager anæstesi, intensiv terapi, akutte og kroniske smerter og genoplivning og præhospitalsbehandling.

I undervisningen indgår bl.a. følgende emner: observation og behandling af patienter før, under og efter operation, observation, diagnostik og behandling af respirations- og kredsløbstruede patienter på intensiv afdeling, behandling af akutte og kroniske smerter, genoplivning og præhospitalsbehandling, inkl. katastrofemedicin. Yderligere gives der mulighed for at tilegne sig en række praktiske færdigheder (anlæggelse af drop, etablering af frie luftveje).

Den medicinske anatomi er læren om menneskelegemets opbygning. Det er et af de store grundfag i lægestudiet og giver forudsætninger for senere eller samtidig undervisning i en række andre fag, bl.a. fysiologi, patologisk anatomi og de fleste af de kliniske fag.

Anatomien inddeles i den makroskopiske anatomi, som omfatter de strukturer, der er synlige med det blotte øje, og den mikroskopiske anatomi (cytologien og histologien), som behandler cellernes og vævenes struktur.

Anatomi kurset i starten af studiet omfatter bevægeapparatets anatomi integreret med centralnervesystemets og sanseorganernes anatomi. Stoffet behandles systematisk, topografisk, funktionelt og praktisk, og det tilstræbes gennem hele kurset at knytte forbindelse til stoffets anvendelse, bl.a. gennem indføring i elementære undersøgelsesmetoder og biomekanik, ligesom der lægges vægt på fremstilling af den normale anatomi med klinisk relevante billeddiagnostiske metoder.

Hovedvægten i behandlingen af den topografiske anatomi ligger i forbindelse med dissektionskurset. Som en særlig del af anatomien behandles organismens udvikling fra det befrugtede æg under fosterudviklingen (embryologien).

Anden del af Anatomi kurset er undervisning i den makroskopiske og den mikroskopiske anatomi af bryst- og bughulens organer (splanchnologi og speciel histologi), og i den specielle histologi af hovedets og halsens organer, samt i hele embryologien.

Undervisningen i de forskellige organsystemer er koordineret med den sideløbende undervisning i fysiologi og biokemi.

Biokemi (fra græsk βίος, bios, "liv", samt egyptisk kēme, "jord") er læren om kemiske processer i levende organismer. Biokemien omfatter studiet af struktur og funktion af cellulære komponenter såsom proteiner, lipider, kulhydrater og mange andre organiske molekyler.

Selvom der findes utroligt mange forskellige molekyler i levende organismer er mange af dem store, komplekse molekyler der består af en lang række næsten ens enheder (kaldet monomerer), sat sammen til ét stort molekyle, en såkaldt polymer. Hver klasse af polymere biomolekyler udgøres af et forskelligt sæt monomerer; for eksempel er protein en polymer, der består af aminosyrer. Biokemien studerer vigtige biologiske molekylers kemiske egenskaber, med særligt fokus på enzym-katalyserede reaktioner.

Biokemien i cellers metabolisme og i det endokrine system er velbeskrevet. Andre områder indenfor biokemien er bl.a. den genetiske kode (i DNA og RNA), proteinsyntese, cellemembrantransport og signaltransduktion.

Biokemiundervisningen bygger især på undervisningen i kemi samt på det cellebiologiske kursus. Emnerne i undervisningen er bl.a.: enzymer, stofskifte generelt, kulhydratstofskifte, lipidstofskifte, aminosyrestofskifte, nukleotidstofskifte, ernæring, fordøjelse og absorption, hormoner samt stofskifteregulation, hæmoglobin, gastransport og vævsbiokemi.

Undervisningen koordineres med den sideløbende undervisning i fysiologi og anatomi.

Bioekemi undervisning omfatter også laboratorieøvelser.